• Business-update: Novo Nordisk skal fortælle om sjælden risiko ved populært slankemiddel

    Source: BDK Finans / 06 Jun 2025 06:53:34   America/Los_Angeles

    Godeftermiddag og velkommen til Business-update! Har du brug for at blive opdateret, inden du går på weekend, så er du kommet til det rette sted. Vi har været på rundtur i mediebilledet og samlet en række relevante historier fra dansk erhvervsliv i dag. Lad os kaste os ud i det! #1 – Topchef i opråb til politikerne: »I fejler« Europa er ikke konkurrencedygtig og har for lav produktivitet. Og der er brug for handling nu. Sådan lyder vurderingen fra Pandoras topchef, Alexander Lacik. Bruxelles er for langt væk fra erhvervslivet, mener han. I stedet for at EU sikrer europæernes velstand, fremtid og konkurrencekraft, er der for meget bureaukrati. Det fortæller Alexander Lacik til Finans. »Hvis jeg skulle bedømme politikerne, ville jeg sige, at I fejler. I består ikke. Min konkurrent på den anden side af dammen opnår bedre produktivitet og højere velstand. Der er ikke mangel på talent i Europa. Det handler om de betingelser, vi giver folk,« siger han til Finans. Både topcheferne i Danfoss og i den rådgivende ingeniørkæmpe NIRAS er tidligere over for Berlingske kommet med lignende opfordringer. Det sker i kølvandet på den såkaldte Draghi-rapport, der i september sidste år tegnede et dystert billede af Europa. Konkurrenceevnen over for især Kina og USA halter voldsomt bagefter. Og det har den gjort de seneste 20 år, slog den tidligere italienske premierminister og europæiske centralbankchef Mario Draghi fast. #2 – Mangel på ris i Japan fører til lange køer: »Det er en absurd situation« Japan er ramt af kraftigt stigende fødevarepriser for millioner af forbrugere. Det fører til lange køer, tilbudsjagt og mangel på ris. Landet kommer sig fortsat efter en dårlig høst i 2023, og det har fået den gennemsnitlige pris på en sæk ris a 60 kilo til at nå et rekordhøjt niveau på mere end 26.400 yen, hvilket svarer til 1.200 kroner. Det skriver Financial Times. 46-årige Yujiro Osaki er en af mange, der har stået i kø for en sæk på tre kilo. Inden for få minutter var der udsolgt, og Osaki fortæller, at den mængde ris kun varer et par uger for ham. »Det er en absurd situation for Japan at befinde sig i,« siger han til Financial Times. Inflationen og de stigende rispriser, der næsten er fordoblet siden 2024, fører til uro og offentlig utilfredshed med regeringen i Japan. #3 – Novo Nordisk skal fortælle om sjælden risiko ved topsællert Øjensygdommen NAION er en »meget sjælden« bivirkning ved semaglutid, der sælges af Novo Nordisk under navnene Wegovy og Ozempic. Derfor skal risikoen nu fremgå af indlægssedlen. Det konkluderer det europæiske lægemiddelagentur, EMA, ifølge en pressemeddelelse fra Lægemiddelstyrelsen. Sygdommen rammer dog kun en ud af 10.000 patienter, og risikoen blev indberettet af Lægemiddelstyrelsen i december på baggrund af forsøg fra forskere på Syddansk Universitet. NAION rammer øjets synsnerve, så man pludselig mister synet helt eller delvist på et eller begge øjne. Lægemiddelstyrelsen oplyser, at den til og med maj 2025 har modtaget 28 indberetninger om NAION fra danske patienter, som har været i behandling med semaglutid. Novo Nordisk oplyste i december over for Børsen, at selskabet tager »alle indberetninger om bivirkninger ved brug af vores lægemidler meget alvorligt«, men at selskabets egen analyse ikke viste en forhøjet risiko for øjensygdommen. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Advokat Tobias Stadarfeld vandt historisk retsopgør mod staten: »Det er en frygtelig forretning for mig« I sidste uge tabte Danmark en sag ved Menneskerettighedsdomstolen om et dødsfald i et arresthus. Advokat Tobias Stadarfeld førte sagen mod staten, og selvom han er glad for resultatet, er han efterladt med en stor bekymring: for sagen er endnu et eksempel på skævheder i retsopgør mellem staten og borgere. Læs hele historien her. B: De vil ikke sige noget. Men ECB åbner døren for endnu lavere renter Den Europæiske Centralbank (ECB) og dermed Nationalbanken har igen sat de officielle renter ned. Flere rentenedsættelser kan vente forude. Takket være Donald Trump. Læs hele historien her. C: Liberal tænketank: Høj aktieskat koster Danmark dyrt – langt mere end topskatten Mens debatten ofte handler om skat på arbejde, overser politikerne en langt større udfordring, mener liberal tænketank. Den får delvist opbakning af arbejdsgiverne og en tidligere overvismand. Læs hele historien her. https://www.berlingske.dk/business/business-update-novo-nordisk-skal-fortaelle-om-sjaelden-risiko-ved
Share on,